Efter et langt kræftforløb kom den besked, ingen håber på.
Der var ikke mere behandling at tilbyde.
På det tidspunkt var kvinden indlagt. Men hun havde ét stort ønske.
Hun ville hjem!
Hjem til sin lejlighed. Hjem, hvor hun kunne se havet fra vinduet. Hjem, hvor hun følte sig tryg.
Det ønske blev opfyldt.
Hun kom hjem 14 dage før, hun døde.
Et hjem fyldt med liv
Midt i stuen stod en plejeseng.
Det var her, hun tilbragte sine sidste dage.
Om dagen kom familie og venner på besøg. Der blev grinet, grædt og fortalt historier. Livet fortsatte, selv om alle vidste, hvad der ventede.
Kvindens sygdom medførte anfald, som kunne være både voldsomme og uforudsigelige. Derfor havde familien brug for, at de ikke stod alene.
Vi var hos hende døgnet rundt.
Ikke kun for hendes skyld.
Men også for familiens.
“Hun havde ikke meget fidus til den unge sygeplejerske”
Da vi begyndte forløbet, var det primært to sygeplejersker, der delte døgnets vagter.
Den ene var yngre.
Og hende havde kvinden ikke meget fidus til.
Hun prøvede hende af.
Nogle gange med skarpe kommentarer.
Andre gange med bemærkninger, der kunne være svære at tage imod.
Men sygeplejersken havde besluttet sig.
Det her skulle nok ende godt.
Hun mødte kvinden med ro, humor og respekt – hver eneste dag.
Langsomt ændrede relationen sig.
Tilliden voksede.
Og den sygeplejerske, som kvinden først havde været mest skeptisk overfor, blev den, hun ønskede hos sig den sidste nat.
Vi tog os af det, der fyldte
Vi stod for plejen, medicinen og den daglige observation.
Vi havde den løbende kontakt med den palliative afdeling og koordinerede med den kommunale sygepleje.
De kommunale sygeplejersker kom fortsat omkring, men de vidste, at vi var der hele tiden. Det skabte tryghed for alle, og de kunne bruge deres tid, hvor behovet var størst.
Når familie og venner kom på besøg, sørgede vi for, at kaffen var klar.
Så kunne de bruge tiden på det vigtigste.
At være sammen.
Vi var der også for de pårørende.
Med et kram. Et nærværende blik. Eller et lille grin, når der var brug for at lette stemningen.
Den sidste nat
Om natten sov vi på sofaen ved siden af kvinden.
Tæt nok på til at høre hende trække vejret.
Tæt nok på til at kunne være hos hende med det samme.
Den sidste nat var stille.
Familien var taget hjem for at få lidt hvile.
Midt om natten døde hun.
Med den unge sygeplejerske ved sin side.
Et sidste farvel
Efter hendes død gjorde vi det sidste, som hun selv havde ønsket.
Vi gav hende det tøj på, hun havde valgt. Vi satte hendes hår. Vi smurte hendes yndlingscreme på huden og lagde hendes læbestift.
Vi hjalp familien med kontakten til bedemanden og blev hos hende, indtil hun blev hentet.
Det var familiens ønske.
Efter et langt sygdomsforløb var de udmattede.
De havde brug for, at nogen tog sig af det sidste.
Det gjorde vi.
Da vi senere deltog i begravelsen, var kirken fyldt.
Solen skinnede.
Ved kisten lå en buket blomster fra os. Ikke fordi vi var hendes familie.
Men fordi vi havde fået lov til at følge hende den sidste del af livet.
Det er en tillid, vi aldrig tager for givet.
