De pårørende kontaktede os, fordi hverdagen langsomt var begyndt at forandre sig.

Urinvejsinfektioner, gentagne indlæggelser og en hverdag uden den glæde og det initiativ, der tidligere havde kendetegnet kvinden, gjorde dem bekymrede.

Hun var 89 år.

Hun havde selv arbejdet som sygeplejerske hele sit liv.

Hun havde altid klaret sig selv og hun ønskede bestemt ikke hjælp.

Men hendes nærmeste kunne se, at noget havde ændret sig.

Derfor kontaktede de os.

“Jeg har ikke brug for hjælp”

Da vores sygeplejerske mødte kvinden første gang, var hun skeptisk.

Hun syntes egentlig, at det var noget værre pjat, at der skulle komme en sygeplejerske hjem til hende.

Men stille og roligt voksede tilliden.

Efter kort tid skrev hun selv de tre faste dage om ugen ind i sin kalender, hvor sygeplejersken kom.

Det gav hende overblik.

Og noget at glæde sig til.

Mere end sygepleje

Da sygeplejersken en gang imellem havde ferie, kom en af vores andre sygeplejersker i stedet.

Men det var aldrig helt det samme.

Kalenderen blev alligevel udfyldt med de dage, hvor hendes faste sygeplejerske kom tilbage.

Og på de dage, hvor hun havde fri, ringede hun alligevel til kvinden.

Næsten hver gang kom det samme spørgsmål:

“Hvornår kommer du hjem?”

Det siger måske mere om relationen end mange ord kan.

Hverdagen kom tilbage

Sygeplejersken blev en fast del af kvindens liv.

Hun hjalp med kontakten til hjemmeplejen og samarbejdet med lægen omkring behandlingen af demenssygdommen. Vores sygepleje til demens giver tryghed og kontinuitet for både den ældre og pårørende.

Hun støttede med rengøring, vasketøj og indkøb.

Men de gjorde også noget andet.

De tog på sejltur.

De besøgte smukke haver.

De spiste is ved havet.

For selv om demensen fyldte mere og mere, var der stadig plads til gode oplevelser.

Når man lærer et menneske rigtigt at kende

Efterhånden som sygdommen udviklede sig, blev sproget sværere.

Ordene passede ikke altid.

Men forståelsen var der stadig.

Når kvinden spurgte medpassageren på bagsædet:

“Har du taget bukser på?”

vidste sygeplejersken, at hun i virkeligheden mente:

“Har du taget sikkerhedssele på?”

Det er den slags, man kun forstår, når man kender et menneske rigtig godt.

Et farvel, ingen af dem ønskede

Efter flere år sammen kom dagen, hvor sygeplejersken måtte stoppe hos kvinden.

Det var ikke et valg, nogen af dem ønskede.

Kvinden pegede over mod sin seng og sagde:

“Jeg ved slet ikke, hvad der skal blive af mig, når du ikke er her mere. Jeg kommer til at ligge der hele tiden. Jeg kommer til at dø.”

To måneder senere døde hun.

Det handler om mennesker

Sygeplejersken kom hos kvinden gennem flere år. De to blev en meget særlig del i hinanden liv.

Alle omkring dem vidste, at ugens højdepunkt var de dage, hvor de skulle ses.

Demensen tog langsomt flere og flere ord.

Men den tog aldrig relationen.

Hos All Time Caring tror vi på, at sygepleje handler om mere end behandling.

Det handler om at skabe tryghed, nærvær og livskvalitet – også når sygdommen ikke kan helbredes.